Ved Danmarks befrielse d. 5. maj 1945 var det dansk-tyske forhold på nulpunktet. I det efterfølgende retsopgør blev i alt 2.958 medlemmer af det tyske mindretal dømt – heraf hovedparten for at have været i tysk krigstjeneste. Alle de tyske privatskoler blev beslaglagt, og de tysksprogede kommunale skoleafdelinger ophævet. Hertil kom ophævelse af de særrettigheder, som mindretallet havde fået umiddelbart før og under Besættelsen.

1945 var derfor både befrielse fra tysk besættelse og ny begyndelse for det tyske mindretal. I mange henseender måtte mindretallet begynde forfra. Grunden hertil blev lagt d. 22. november 1945. Her stiftedes Bund Deutscher Nordschleswiger med afgivelse af en loyalitetserklæring, hvori mindretallet udtrykte deres loyalitet overfor den danske grundlov og anerkendte grænsen af 1920. 

Allerede i august 1945 blev Deutscher Schul- und Sprachverein (den tyske skoleforening) grundlagt. 

I dag er det tyske mindretal også omfattet af internationale regler, herunder Europarådets Rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal og Sprogpagten, der blandt andet fastslår, at tysk ikke er et fremmedsprog i Sønderjylland. Mindretallets logo viser de to slesvigske løver og den stiliserede Immervad Bro fra den historiske nord-syd forbindelse, Hærvejen. Den symboliserer mindretallets brofunktion mellem tysk og dansk. Loyalitetserklæringen var basis for en skridtvis forbedring af forholdet mellem mindretal og flertalsbefolkningen. Anderledes end efter 1920 isolerede mindretallet sig ikke, men åbnede sig overfor det danske samfund. Denne proces blev yderligere styrket gennem København-Bonn Erklæringerne, der i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri” og at denne af myndighederne ikke må ”bestrides eller efterprøves”.

København-Bonn-erklæringerne af den 29. marts 1955 fastslår rettigheder og principper for det danske og det tyske mindretal i grænselandet, og de anses som en art ‘grænselandets grundlov’.

Erklæringerne skabte en principiel løsning på et belastet naboskab i det dansk-tyske grænseland gennem mange årtier gennem beskyttelse af mindretallene mod blandt andet diskriminering og sindelagskontrol.

Erklæringerne blev underskrevet den 29. marts 1955 i Bonn af den tyske forbundskansler Konrad Adenauer og den danske statsminister H.C. Hansen, og de bestod konkret af en København-erklæring og en Bonn-erklæring med næsten identisk indhold. Årsagen til at der var to forskellige dokumenter var, at den danske regering, Folketinget og ikke mindst befolkningen var skeptiske over for at indgå en bindende aftale med den tidligere hovedfjende mod syd. Man ønskede ganske enkelt ikke at give Tyskland en mulighed for at blande sig i interne forhold på et senere tidspunkt.

Erklæringerne skulle derfor betegnes som moralsk forpligtende hensigtserklæringer frem for en international bindende traktat. De sikrede mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen, og i forordet betonedes det, at man ønskede fredelig sameksistens mellem såvel mindretal og flertal som den tyske og danske stat.